Har du sans for form, farve og design? Så bliv bygningsmaler

Som maler blander du farver, og maler med mange typer maling. Du rådgiver kunderne om valg af produkter. Jobbet kræver, at du har stilsans og følger med i tidens trends og de nyeste teknikker. Du har bl.a. mulighed for at specialisere dig i marmorering og forgyldning.

malerspande
Som bygningsmaler arbejder du ofte på byggepladser med mange kolleger. Bygningsmalere arbejder typisk som ansatte i private firmaer. Men du kan også vælge at starte dit eget firma. Uddannelsen giver en grundlæggende viden om farver, stil, materialer og forskellige maleteknikker. Du lærer om alle faser. Rådgivning af kunden, bundbehandling og klargøring og endelig tapetsering, maling eller lakering af overfladen.

At indrette, male og sætte i stand - dét er lige mig.

Uddannelsen veksler mellem skole og praktik. På skolen får du undervisning i fag som farvelære, materialelære, tegning, opmåling og matematik. Men du skal også have fag som, produktudvikling, produktion og service, arbejdsmiljø og brandbekæmpelse.

Som bygningsmaler arbejder du både inden- og udendørs. Ofte arbejder du sammen med mange andre. Det kan være malere eller andre bygningshåndværkere. Det er derfor vigtigt, at arbejdet udføres tidsmæssigt som aftalt med kunden. Du får erfaring med, hvilke produkter der skal vælges, og du lærer at overskue alle faser af malerarbejdet. Desuden specialiserer mange sig inden for fx tapetsering, gamle maleteknikker, opmåling og prissætning m.v.

Strenge krav til materialevalg og opløsningsmidler har gjort arbejdet langt mindre farligt mht. brandfarlige materialer og sundhedsskadelige dampe. Du lærer om sikkerhed og beskyttelse.

Til top