Som murer sætter du dit præg på bygninger, du kan være stolt af resten af livet

Murerfaget har stolte traditioner - et frit og solidt håndværk, der aldrig går af mode, og et håndværk, hvor resulaterne af dit arbejde kan ses mange år ud i fremtiden.

Der mures

Som murer arbejder du med mursten, fliser og kakler. Du kan udføre reparationer, opføre tilbygninger, bygge et badeværelse, sætte præg på store etageejendomme og meget andet. Murerfaget er for dig, der både kan lide de store armbevægelser og den sikre præcision.

På uddannelsen lærer du at arbejde med forskelligt byggeri. Du skal både kunne reparere og forny ældre byggeri og kunne arbejde effektivt med nybyggeri. Du lærer at vurdere forskellige materialer og at blive fortrolig med de mange former for værktøj og maskiner, der bruges i jobbet.
 

Jeg kan godt li' stemningen på en byggeplads. Derfor vil jeg være murer.

Vi underviser dig i fag som matematik, materialeforståelse og virksomhedslære. De murerfaglige fag er der fx mureteknik, gulv- og flisearbejde og tegningslære. Du får undervisning i tagarbejde og stilladsarbejde. Sikkerhed og arbejdsmiljø er også centrale emner på din uddannelse.

Uddannelsen veksler mellem skole- og praktikperioder, og du kan starte på skole eller i praktik. For at starte i praktik skal du have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver.

I praktiktiden får du lov til at afprøve de ting, du har lært på skolen. Du lærer at fungere sammen med kolleger på byggepladsen, og du får efterhånden en vis rutine i arbejdet. Oplæringen foregår efter en uddannelsesplan, som praktikstedet udarbejder sammen med dig.

Du kan afslutte som flisemontør eller murer. Som flisemontør har du styr på forskellige materialer, kan læse arbejdstegninger og sætte stillads op. Som murer har du samme kompetencer som en flisemontør, men på uddannelsen lærer du også at tegne arbejdstegninger, at varmeisolere og at arbejde med tagsten. Da du som murer ofte arbejder med tunge løft og går på stilladser, er det vigtigt, at du har en god fysik.

Til top